Racen

(Indsat uredigeret/AY)


FCI, Standard, Nr. 102,
01.12.2004 (D/GB), (ORG 09.11.2004)

KLEINER MÜNSTERLÄNDER

Oprindelsesland: Tyskland 

Anvendelse: 

Alsidigt anvendelig jagthund.

Klassifikation:

FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde),

Sektion 1.2 (Kontinentale, stående jagthunde af spaniel-typen).

Med brugsprøve.

 
 

Historie: Udviklingen af Kleiner Münsterländer er skjult et sted midt i det 19. århundrede. Efter ændringerne i den tyske jagtlov, med det stigende antal jægere og jagtinteresserede og den systematiske pleje af vildtbestanden, begyndte opdrættet af nye, tyske stående jagthunde. Der er beretninger om, at langhårede ”vagtelhunde” (tyske spaniels) omkring 1870 var velkendte i Münsterland-området. Disse hunde havde en fast stand, havde fremragende sporsans og kunne tilmed apportere. I året 1906 tog den kendte hededigter Hermann Löns sig af sagen: Han satte en offentlig opfordring i bladet ”Unser Wachtelhund” og bad om at få meldinger om endnu eksisterende eksemplarer af den røde Hanoveranske Hedebracke. Imidlertid opdagede han og hans brødre i stedet en stående vagtelhund på gårdene, kaldet ”Heidewachtel”. Ud over brødrene Löns bestræbte også andre velkendte hundefolk, som f eks Baron von Bevervörde- Lohburg, sig for at skabe en rimelig bestand til avl også i andre områder. Hr Heitmann, en lærer fra Burgsteinfort, var den første, der opnåede succes med sin linieavl. Mange andre avlslinier af den såkaldte ”Dorsten type” dukkede op i Westfalen i de følgende år. Den 17. marts 1912 blev ”Verband für Kleine Münsterländer Vorstehhunde” endelig grundlagt. Klubben udtrykte dengang sit formål således: ”Klubben har til formål at fremme racerenhed og seriøst opfræt af den langhårede, lille, stående jagthund, som er blevet opdrættet i Münsterland gennem årtier.” Manglen på fastlagte karakteristika for racen på den tid hæmmede både avlsarbejdet og klubbens virke, men fra 1921 fulgte opdrætterne omsider den racestandard, der var opstillet af dr. Friedrich Jungklaus. Der er dog intet endegyldigt bevis for oprindelsen af den tids hunde.

Helhedsindtryk:

Middelstor, kraftig og harmonisk af kropsbygning, præget af adel og elegance, med harmoniske proportioner. Ædelt hoved. Dens rejste holdning viser kroppens flydende linier med vandret båret hale. Forbenene er godt behængt, bagbenene bærer bukser, og halen har en udpræget fane. Den glansfulde pels er glat til let bølget, tæt og ikke for lang. Bevægelsen er harmonisk og jordvindende.  

Proportioner:       ·    Kropslængden målt fra brystbenets spids til sædebensknuden må højst være 5 cm større end skulderhøjden.

                                  ·    Skallens længde fra nakkeknude til stop er den samme som næsepartiets længde fra stop til næsespids.

Temperament:           Kleiner Münsterländer er intelligent og lærenem, temperamentsfuld og ligevægtig, med et stabilt væsen. Over for mennesker er den opmærksom og venlig (dvs god som familiehund), har gode sociale egenskaber og orientering mod sin fører (samarbejder godt). Den har en vedholdende jagtdrift, alsidige jagtanlæg såvel som stærke nerver og vildtskarphed.

Hoved:                       Hoved og udtryk er en del af racens type.

      Skalle :                 Ædel, tør og flad til let hvælvet.

      Stop :                    Kun let udtalt, men dog tydeligt.

      Næse :                  Ensfarvet brun.

      Næseparti :           Kraftigt og langt, med lige næseryg.

      Læber :                 Korte, tæt sluttende mod hinanden, godt pigmenterede, ensfarvet brune.

      Kæber, bid :          Store, hvide tænder. Kraftige kæber med regelmæssigt og fuldstændigt saksebid, dvs at de øverste fortænder tæt overlapper de nederste, og at tænderne er stillet lodret i kæben. Med 42 tænder i henhold til tandformlen. Op til +/- to PM1 er tilladt.

      Kinder :                 Kraftige, med god muskulatur.

Øjne:                          Middelstore, hverken dybtliggende eller udstående. Så mørkebrune som muligt. Øjenrandene slutter tæt til øjet og skjuler bindehuden.

Ører:                          Brede, højt ansatte, fast tilliggende. De spidser til nederst og må ikke nå længere end til mundvigen.

Hals:                          Længden passer harmonisk til helheden. Bliver gradvis bredere mod kroppen. Nakken er meget muskuløs og let buet. Huden ved struben ligger stramt til.

Krop:                         

      Overlinie :              Lige, let faldende.

      Manke :                 Udpræget.

      Ryg :                     Fast, med god muskulatur. Ryghvirvlernes torntappe skal være dækket af muskler.

      Lænd :                  Kort, bred og muskuløs.

      Kryds :                  Langt og bredt, ikke brat affaldende, men kun let faldende mod halen og med god muskulatur. Bækkenet er bredt.

      Bryst :                   Mere dybt end bredt. Brystbenet skal nå længst muligt bagud. Godt hvælvede ribben.

      Underlinie :            Forløber i en elegant og let bue bagud. Tør.

Hale:                          Højt ansat, med en lang fane. Den er kraftig ved roden, tyndere udefter og middellang. Den bæres nedefter i ro, men vandret under bevægelse, ikke for højt over ryglinien og let buet. Den yderste trediedel må krumme let opefter.

Lemmer:                   

Forpart:                      Generelt : Set forfra er forbenene lige og så parallelle som muligt. Set fra siden er de stillet godt ind under kroppen. Afstanden fra jorden til albuerne er nogenlunde den samme som fra albuen til manken.

      Skuldre :               Godt tilliggende skulderblade med god muskulatur. Skulderblad og overarm danner en god vinkel på ca 90º.

      Overarm :              Så lang som muligt, med god muskulatur.

      Albuer :                 Slutter tæt til kroppen, hverken ind- eller udaddrejede. Over- og underarm danner en god vinkel.

      Underarm :            Med kraftig benstamme, lodret stillet.

      Håndrod :              Kraftig.

      Mellemhånd :         Ganske let fremadrettet.

      Forpoter :              Runde og hvælvede, med tæt sluttede tæer og tilpas tykke, solide og robuste trædepuder. Ikke for rigeligt behårede. Poterne er stillet parallelt, hverken i stand eller under bevægelse er de ind- eller udaddrejede.

Bagpart:                     Generelt : Set bagfra er bagbenene lige og parallelle. Korrekte vinkler i knæ og haser. Kraftige knogler.

      Overlår :                Langt, bredt og muskuløst. Danner en god vinkel med bækkenet.

      Knæ :                   Kraftigt. Over- og underlår danner en god vinkel.

      Underlår :              Langt, muskuløst og senet.

      Haseled :               Kraftigt.

      Mellemfod :            Kort, lodret stillet.

      Bagpoter :             Runde og hvælvede, med tæt sluttede tæer og tilpas tykke, solide og robuste trædepuder. Ikke for rigeligt behårede. Poterne er stillet parallelt, hverken i stand eller under bevægelse er de ind- eller udaddrejede.

Bevægelse:                Jordvindende, med godt fraskub og tilsvarende fremgreb. For- og bagben føres lige og parallelt. Godt oprejst holdning under bevægelsen. Pasgang er uønsket.

Hud:                           Stramt tilliggende, uden rynker og folder.

Pels:                         

      Hårlag :                 Tæt, middellangt, glat til let bølget, ligger tæt til kroppen og er vandafvisende. Kroppens omrids må ikke sløres af for lang pels. Pelsen skal ved sin tæthed beskytte bedst muligt mod vejret, terrænforhold og skrammer. Korthårede, glatte ører er en fejl. Forbenene har behæng, bagbenene har bukser til haseleddet. Halen har lang fane og hvid spids. Rigelig brystpels er uønsket.

      Farve :                 Brun/hvid og brunskimlet med større, brune pletter eller sadel. Småpletter og blis er tilladt. Tan-farvede aftegninger ved næseparti, øjne og om anus er tilladt (såkaldte Jungklaus’ske aftegninger).

Størrelse:                   Skulderhøjde for hanner 54 cm, tæver 52 cm, for begge køn +/- 2 cm.

Fejl:                           Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

Alvorlige fejl (betydende afvigelser fra standarden):

                                  ·    Klodset kropsbygning med grove knogler.

                                  ·    Betydelige afvigelser i forholdet mellem krop, hals og skulderhøjde.

                                  ·    Over 50% af næsen kødfarvet eller plettet.

                                  ·    Spidst næseparti. Konkav næseryg.

                                  ·    For lyse øjne. Lysegule ”rovfugleøjne”.

                                  ·    Betydeligt mangelfuld brystdybde, for fladribbet eller tøndeformet brystkasse.

                                  ·    Stærkt ud- eller indaddrejede albuer.

                                  ·    Stejlt stillet mellemhånd.

                                  ·    Stærkt kohaset eller stærkt hjulbenet, både i stand og bevægelse.

                                  ·    Spredte tæer eller åbne poter, flade, nedsunkne poter.

                                  ·    Tung og klodset bevægelse.

                                  ·    Glatte ører uden behåring, for lange og lokkede frynser på ørerne.

                                  ·    For stærkt lokket pels.

                                  ·    Afvigelse i størrelsen fra +/- 2 cm til +/- 4 cm.

Diskvalificerende fejl:

                                  ·    Skyhed, aggressivitet, vildtskyhed eller skudrædhed.

                                  ·    Grove afvigelser i kønspræg, misdannelser af kønsdelene.

                                  ·    Totalt depigmenteret næse.

                                  ·    Alle afvigelser fra korrekt saksebid ud over +/- to PM1.

                                  ·    Kæbespalte eller hareskår.

                                  ·    Fugleøjne.

                                  ·    Ektropion, entropion, distichiasis (dobbelt række af øjenvipper).

                                  ·    Udtalt løs halshud (”Wamme”).

                                  ·    Tydelig karperyg.

                                  ·    Udtalt hængeryg, kroget rygrad.

                                  ·    Deform brystkasse (f eks brat afsluttet efter brystbenet).

                                  ·    Haleknæk, oprullet hale og andre halefejl, f eks for kort eller lang hale.

                                  ·    Ensfarvet pels.

                                  ·    Afvigelse i størrelsen mere end +/- 4 cm.

Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

 

Bemærk:                    Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

 

 

 

 

Racens historie (Tyskland)
Som mange andre af de stående og ikke-stående jagthunderacer, som vi kender og anvender til jagt i dag, kan racens aner sandsynligvis føres helt tilbage til det 13. og 14. århundrede til de Vagtel- og Spaniellignende hunde, som beskrives i litteraturen helt frem til racens anerkendelse i Tyskland i 1912.

I 1555 omtales en stående spaniel (Dudley) og i 1588 omtales navnet Vagtelhund for første gang. Hunden beskrives som havende en fast stand og et godt søg (Sebitz). Vagtelhunden blev forløberen for den race, vi i dag kender under navnet Kleiner Münsterländer.

Malerier af især tyske, italienske og hollandske malere fra samme perioder gengiver også hunde hvis lighed med racen i dag er umiskendelig.

Brødrene Löns blev racens første pionere, da de og en håndfuld andre entusiaster fra begyndelsen af 1890’erne forsøgte at skabe en fornyet interesse for Vagtelhunden. En interesse, som siden de store jordreformer i 1848 og de deraf følgende ændringer i jagtformerne, havde været stærkt svindende.

Især Edmund Löns var utrættelig i sin søgen efter individer, der kunne danne basis for en egentlig avl af de næsten uddøde Vagtelhunde. Det lykkedes ham på oftest afsidesliggende bøndergårde at lokalisere individer, han kunne anvende i sit avlsarbejde. Han kaldte disse hunde “Heidevachtel” (Hedevagtel) - et navn der mere end antyder, at det oprindeligt var hos hedebønderne, at racen havde sit udspring som en højt skattet jagthund. Disse Vagtelhunde var opdelt i to grupper: En sydtysk og en vestfalisk gruppe.

I 1907 kom han i kontakt med overlærer Heitmann, der gennem familieavl havde bevaret en rest af de vestfaliske Vagtelhunde. Disse hunde blev udgangspunkt for et mere målrettet opdræt/avlsarbejde og er siden blevet benævnt Heitmann-stammen.

I 1911 lokaliserede Edmund Löns en anden stamme i egnene omkring Velen, Recken og Coesfeld. Som Heitmann-stammen fandt han også denne anvendelig i det fremtidige avlsarbejde.

At de to stammer var noget forskellige i eksteriør og anlæg spillede ikke den store rolle, så længe de overordnede og ønskede jagtlige anlæg var tilstede. Edmund Löns og overlærer Heitmann samarbejdede nu om det fremtidige avlsarbejde, hvor de både renavlede de to stammer og krydsede dem. I 1912 forenes de to stammer i foreningen “Verein für Kleine Münsterländer Vorstehhunde (Heidewachtel)” og racen blev anerkendt under samme navn. På dette tidspunkt havde racen fundet anvendelse i det meste af Tyskland, dog stod den stærkest i Nordtyskland, Westfallen især Münsterland.

I den efterfølgende periode frem til Anden Verdenskrig vandt racen primært på grund af sine gode brugsegenskaber mange tilhængere, og gennem et målbevidst avlsarbejde var man i stand til at forbedre og fastholde, både de jagtlige anlæg og det eksteriør som den vedtagne standard foreskrev.

Som et kuriosum kan det nævnes, at man flere gange i denne periode forsøgte at fremavle brunskimlede hunde som en pendant til de oprindelige brun/hvide. Dette lykkedes først i midten af 20’erne og fra slutningen af 20’erne har disse vel langsomt opnået samme udbredelse de oprindelige brun/hvide i antal.

Under Anden Verdenskrig gik avlsarbejdet næsten i stå, men i 1949 fusionerede den ovennævnte forening med “Deutsche Heidewachtel Club” og fik navnet “Verband Für Kleine Münsterländer Vorstehhunde e. V” - og linien i det målbevidste avlsarbejde kunne fortsættes.

Det skal dog bemærkes at delingen af Tyskland efter Anden Verdenskrig tilsyneladende har haft en negativ effekt på udviklingen af racen i det tidligere DDR.

Siden har racen vundet mange tilhængere i sit hjemland og er i dag sammen med den Ruhårede Hønsehund den populæreste og mest benyttede stående hønsehunde blandt tyske jægere.

Racen i Danmark
De formodentlig to første Kleiner Münsterländere i Danmark blev indført fra Tyskland omkring 1915 af lensgreve Rewentlow, tre år efter racens anerkendelse i hjemlandet Tyskland. Begge hunde blev brugt til jagt på godset Brahe Trolleborg af skovrider Errboe.

Det var dog først fra midten af 50’erne, at racen for alvor fandt fodfæste her i landet da A.-L. Fischer som den første syste- matisk importerede hunde fra Tyskland og startede et egentlig opdræt af racen her i landet.

Det lykkedes dog først med dannelsen af Dansk Münsterländer Klub i 1968 at få racen anerkendt herhjemme, og skuer man i dag bagud hersker der ingen tvivl om, at de entusiastiske tilhængere af racen, som i de første svære årtier arbejde med og udbredte kendskabet til racen blandt danske jægere, så rigtigt, da de mente at havde fundet en jagthunderace, der var og er særdeles anvendelig til danske jagtformer.

Det vidner den popularitet om som racen i dag har opnået blandt danske jægere, vel og mærke en popularitet, der opnået ikke ved på jagtprøver at fremvise danmarksmestre på stribe, men ved at danske jægere i Kleiner Münsterländeren har fundet en fremragende jagthund til at ledsage sig på jagt under næsten enhver form.

Dansk Münsterländer Klub er i dag den næststørste specialklub blandt klubberne for de stående hønsehunderacer - kun Dansk Ruhår Klub er større.

I 2002 blev stambogsført ca. 306 hvalpe hos DKK og Dansk Münsterländer Klub har stor indflydelse på det avlsarbejde, der ligger til grund for en bevarelse og højnelse af racens egenskaber. Klubben anerkender i sit avlsarbejde kun hunde, der anvendes til jagt og anviser således f.eks. kun hvalpe til købere, der ønsker at anvende hunden til jagt.

Egenskaber
Racen besidder den dag i dag fortsat de brugsmæssige egenskaber og anlæg, der oprindeligt gjorde Vagtelhunden til en værdsat jagtkammerat hos de tyske hedebønder. Egenskaber og anlæg, der dengang var af afgørende betydning for opretholdelsen af det daglige brød.

Brugsmæssigt kan Kleiner Münsterländeren beskrives som en kontinental stående hønsehund med et middelstort søg, en fast stand, en stor vandpassion, en passende portion skarphed overfor rovvildt samt særdeles gode anlæg for alle former for arbejde efter skuddet.

Disse egenskaber gør sammen en fleksibel intelligens og en god dressurbarhed racen anvendelig til jagt på mark og i skov, til anstandsjagt i mose og ved sø m.v. - med andre ord finder man i Kleiner Münsterländeren en særdeles effektiv all-round hund til stort set alle danske jagtformer.

Af udseende er den middelstor (50-56 cm.) rektangulær med en kraftig, men alligevel ædel og elegant fremtoning. Pelsen er halvlang, tæt tilliggende med faner og bukser. Den er brun/hvid eller brunskimlet.

Som familiehund fungerer racen også fint under forudsætning af, at den får den fornødne motion og dens naturlige anlæg stimuleres. Den befinder sig godt både inde og i løbegård.

Oplysninger
Oplysninger om racen eller anvisning af hvalpe kan fås ved henvendelse til Dansk Münsterländer Klubs avlsvejledning.

Ovenstående er skrevet af Henrik R. Andersen.